Sårbare KreaUNGE

VIL DU VÆRE KREATIV MED MIG – OG KAN DU NIKKE GENKENDENDE TIL DETTE? 

🧠

– Er du mellem 16-25 år? 

– Føler du dig sårbar, udfordret eller har det svært?

– Du har måske en diagnose eller er under udredning (intet krav!)

– Leder du efter et (kreativt) fællesskab udenfor skole/uddannelse/arbejde?

– Søger du en pause i hverdagen med fokus på (re-)kreativ fordybelse?

… så håber jeg inderligt, at du vil overveje, at blive en del af det fællesskab, som vi har valgt at kalde for “Sårbare KreaUNGE” med opstart 18. marts 2025 

🎨

Forløbet er faciliteret af Kreaunger ApS (@kreaunger) og det er mig, Christine, der er underviseren 

🧑‍🎨

Sårbare KreaUNGE er et procesorienteret kreativt forløb, der tager udgangspunkt i, at skabe et fællesskab for dig, der kan nikke genkendende til ovenstående spørgsmål og som har mod på, at udfordre dig selv kreativt.

Jeg har en stor passion for papirblomster, som vil være vores kreative omdrejningspunkt når vi mødes. Jeg guider dig igennem processen og deler mine bedste tips og tricks til at skabe dine egne unikke papirblomster af crepepapir i smukke farver, som du naturligvis får med dig hjem.

Jeg ønsker at give dig en oplevelse af, at kreativ fordybelse giver hjernen ro og en ofte tiltrængt pause fra tankestrømme, bekymringer og pres. “Craft-psykologi” er – heldigvis – blevet noget vi taler om, og opmærksomheden på det fylder mere og mere. Nyere forskning viser nemlig, at “craft”, altså det at skabe noget med hænderne, er en måde hvorpå vi kan understøtte vores mentale sundhed og trivsel.

Jeg er 34 år og har selv diagnosen ADHD. Jeg bruger i høj grad min kreativitet som en mestringsstrategi, da jeg erfaret, at kreativ fordybelse er med til at skabe de nødvendige pauser og den ro, som en hyperaktiv og træt hjerne har brug for 

🧠

Derudover har jeg en baggrund som sygeplejerske på forskellige hospitalsafdelinger og som nøgleperson for unge patienter. En målgruppe der står mit hjerte meget nært og som for mig føles enormt meningsfuldt.

Jeg håber at forløbet vil føles som et frirum for dig, og at du vil opleve at være en del af et fællesskab, hvor du måske kan spejle dig i nogle os andre og forhåbentligt vil du føle dig mindre alene. 

Der er ingen forventninger til dig som deltager, til dine kompetencer, til dine kreative evner eller til hvad du deler – eller om du deler – noget om dig selv. Du kommer fuldstændig som du er og med det overskud og energi du har til rådighed på dagen.


Jeg glæder mig til at møde dig!

Tilmelding til Sårbare KreaUNGE

    Du modtager en automatisk bekræftelse på din henvendelse. Betalingsinformation sendes efter ca. 3 hverdage.